Ishøjs dagtilbud og skoler i Ishøj åbner gradvist efter påske

Snart vil der igen være liv på legepladsen i Børnehuset Ørnebo og kommunens andre institutioner. Foto: Ishøj Kommune


Ishøj Byråd har i dag godkendt retningslinjerne for en gradvis åbning af dagtilbud og skolernes 0.-5. klasser.

Regeringen meldte den 6. april ud, at vi delvist og forsigtigt kan begynde at åbne samfundet op igen fra onsdag den 15. april 2020. Første del af genåbningen gælder for kommunernes dagtilbud, de kommende børnehaveklassebørn der skal i SFO, skolernes 0. – 5. klasser og alle klassetrin i specialtilbud og specialklasser.

I Ishøj kommer åbningen til at ske i etaper fra 15. april – 23. april 2020, så det er muligt at leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

– Selvom vi har mulighed for at åbne for alle den 15. april, så har vi valgt en mere langsom og gradvis åbning. Vi vil ikke sende hverken børn eller personale ind i vores institutioner eller skoler, før vi er sikre på, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Vi er naturligvis glade for igen at kunne tilbyde pasning og undervisning til kommunens børn, men det kommer til at være en anderledes hverdag, de kommer tilbage til, siger Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp.

Sundhed, sikkerhed og trivsel har førsteprioritet
Hensynet til sundhed, sikkerhed og trivsel kommer i første række. Det betyder bl.a., at den pædagogiske læreplan i dagtilbud ikke vil have så høj prioritet, og at eleverne ikke vil blive undervist i alle fag. Det gør Ishøj Kommune for at sikre, at der er ressourcer nok til at leve op til de sundhedsmæssige retningslinjer.

– Børnenes trivsel vil altid have høj prioritet, og det vil der ikke blive ændret på. Børn har brug for omsorg, knus og trøst, og det vil der heller ikke blive ændret på, siger Ole Bjørstorp og fortsætter.

– Jeg ved, at nogle forældre forståeligt nok kan have en bekymring for at sende deres barn i daginstitution eller skole under corona-epidemien. Derfor er det vigtigt at sige, at alle børn med sårbare familiemedlemmer i risikogruppen for Covid-19 kan blive hjemme, hvis forældrene vælger dette. Det vil også være sådan, at hverken ansatte eller børn må komme i skole, hvis de har symptomer på sygdom, også milde symptomer som forkølelse. De skal blive hjemme indtil minimum 48 timer efter, at symptomerne er ophørt, siger Ishøjs borgmester.

Forældrene bliver orienteret om åbningen via brev på Børneintra for dagtilbuddene og på Aula for skolerne. I tillæg til brevet vil der være en beskrivelse af den mere præcise planlægning for det enkelte dagtilbud eller skole. Forældrene kan også se brevene på kommunens hjemmeside ishoj.dk/corona.

Her er planen for åbning af Ishøjs skoler:
15. april starter børnehaveklasserne.

15. april starter gruppeordningen, specialklasser og læseklasser på Gildbroskolen. Skolen Ishøjgård og Kirkebækskolen åbner for alle klassetrin.

16. april starter de kommende børnehaveklassebørn som heldags SFO-elever. Dagen inden, den 15. april kl. 10-13, får de mulighed for at sige farvel til deres børnehave.

17. april starter 1. klasserne.

20. april starter 2. og 3. klasserne.

21. april starter 4. og 5. klasserne.
SFO’erne åbner kun for 0.- 5. klasserne i det omfang, forældrene har behov for pasning af deres børn.

Her er planen for åbning af Ishøjs dagtilbud:
15. april åbner dagplejen for pasning af dagplejebørn i dagplejerens hjem. Dagplejens legestue åbner tidligst 11. maj 2020.

15. april kl. 10-13 har de kommende børnehaveklassebørn, som starter i SFO mulighed for at komme ned i deres daginstitution og sige farvel.

16. april starter børnehavebørn.

20. april starter vuggestuebørn.

23. april starter nye børn, der er indskrevet efter 16. marts. Forældre til nye børn vil blive kontaktet af institutionens leder via e-Boks eller pr. telefon om barnets opstart.
Både dagtilbud og skoler vil som udgangspunkt have normal åbningstid.

Hvad gør skoler og dagtilbud for at mindske smitterisiko?

Både skoler og dagtilbud:

Ansatte og elever må komme i skole eller i dagtilbud, når de ikke har symptomer på sygdom. Det betyder, at hvis man har symptomer på sygdom, også milde symptomer som forkølelse, skal man blive hjemme, indtil man er rask. I forhold til COVID-19 betragtes man som rask, når der er gået 48 timer, efter symptomerne er ophørt. Herefter må man komme i skole eller i dagtilbud igen.

Alle børn med sårbare familiemedlemmer i risikogruppen kan blive hjemme, hvis forældrene vælger dette.

Der vil blive gjort ekstra rent for at leve op til sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Både børn og personale vil få undervisning i hygiejnereglerne, og der vil hænge plakater med reglerne på skolen og i institutionen.

Skoler og dagtilbud vil få udleveret værnemidler i form af primært sæbe, håndsprit, enegangshandsker, engangshåndklæder og servietter samt desinficering.

Børnene vil opholde sig i så små grupper som muligt, med så god afstand som muligt og ude så meget som muligt.

Det vil blive planlagt sådan, at forældre eller andre voksne ikke samler sig ved indgangen til skolen eller institutionen, når børnene skal afleveres eller hentes.

Forældre må ikke opholde sig i skolen eller i institutionen.
Forældre skal holde sig orienteret på Aula og Børneintra om de retningslinjer, der gælder særligt for deres barns dagtilbud eller skole.

Særligt for dagtilbud:

Børnene vil få frokost, som de plejer, men i portionsanretninger. De vil ikke få morgenmad, da morgenmaden ofte kræver, at man sidder flere tæt sammen.

Børnene vil så vidt muligt omgås den samme gruppe af børn og voksen/voksne gennem hele dagen både inde og ude og være det samme sted på stuen.

Så vidt det er muligt, vil der være afstand mellem børnene, når de sidder ved borde. Anbefalingen er et frit gulvareal på 6 m2 pr. barn i vuggestuer og 4 m2 pr. barn i børnehaver.

Børnene får deres eget sæt sengetøj, som vaskes så ofte, det overhovedet er muligt.
Særligt for skoler:

Når eleverne sidder i længere tid ved siden af hinanden, vil det være med en afstand på to meter mellem hver elev.

Skolernes kantiner holder lukket, og kantinepersonalet indgår i arbejdet med rengøring og hygiejne sammen med kommunens øvrige rengøringspersonale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.