Køge: Et vidne trådte onsdag eftermiddag til og hjalp politiet med at skaffe forstærkning til en anholdelse.
Vidnet havde set hvordan en betjent fra lokalpolitiet i Køge havde problemer med en mand, som ikke var spor samarbejdsvillig. Vidnet ringede derfor til politiet og bad om hjælp til betjenten. Hjælpen blev sendt afsted og kort efter kunne politiet foretage anholdelse af en 20-årig mand, som blev sigtet for at have kørt bil i påvirket tilstand.
Den 20-årige var blevet standset på Friggsvej i Køge, hvor han kørte i en uindregistreret bil. Politiet beslaglagde bilen med henblik på konfiskation, da den 20-årige i flere tilfælde har kørt bil uden at have kørekort.
Politiet løslod den 20-årige ud på aftenen.