30. april 2024

Hele landet: Vi får flere penge mellem hænderne, men vi ved det simpelten ikke. Vent på din første lønseddel, lyder det fra en rolig skatteordfører.

På fredag lander årets første lønseddel på skrivebordet, og som følge af den nye skattereform, kan vi se frem til et betydeligt højere beløb på bundlinjen.

Vi aner bare ikke, hvor mange flere penge vi reelt set får mellem hænderne, og om vi overhovedet får flere penge.

Sådan viser en ny undersøgelse, som Sentio har foretaget for Nyhedsbureauet Newspaq, hvor hele 64 procent af 500 repræsentativt udvalgte danskere ikke forventer at at få flere penge efter skattereformen.

Skattelettelsernes formål er at få danskerne til at skrue forbruget op, for på den måde at redde Danmark ud af krisen, men trods uvidenhed er der ingen grund til bekymring, mener Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen.

– Danskerne er naturligt skeptiske overfor, hvordan tingene bliver, de vil gerne se det først. Men når vi har fået vores første lønseddel, med de nye skattesatser, så vil billedet se anderledes ud, og så vil opfattelsen ændre sig, siger han til Newspaq.

Torsten Schack Pedersen havde dog gerne set, at alle havde været fuldt klar over konsekvenserne af den nye skattereform, det der er tale om en historisk skatteomlægning.

– Jeg synes, at vi har gjort meget for at omtale og reklamere for den nye skattereform. Omvendt er der også nogen, der har forsøgt at tale det voldsomt ned, men folk kan både se og mærke skattelettelserne, når de står med pengene i hånden, siger skatteordføreren.

Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Nordea kan godt forstå danskernes uvidenhed, men er sikker på at den næste lønseddel vil få folk op af stolene.

– Jeg tror ikke, vi er ligeglade, for penge og privatøkonomi fylder rigtig meget. Nogle gange kniber det bare lidt med interessen og tiden til at sætte sig ind i tingene. Men det er simpelthen fordi, at vi ikke har fået januarlønnen endnu, siger Ann Lehmann Erichsen til Newspaq.

De nye skattelettelser betyder, at en gennemsnitslig familie vil få et rådighedsbeløb, der er omkring 27.000 kroner højere end sidste år. I starten vil skattelettelserne være størst, men stille og roligt bliver de mindre, da andre elementer i skattereformen træder i kraft.

Ann Lehmann Erichsen opfordrer alle til at mærke efter, hvordan man har det med sin egen økonomi, og hvordan ens fremtidsperspektiv ser ud.

– Hvis der ikke er udsigt til ledighed eller andet, så skal man leve, som man vil. Hvis man har planer om at bygge til eller købe en ny bil, så skal man endelig gøre det, afslutter hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.