Unge vil være fysioterapeuter

Uddannelse: Antallet af 1. prioritets ansøgninger til University College Sjællands fysioterapeutuddannelser i Roskilde og Næstved er steget kraftigt i forhold til sidste år. Det viser den foreløbige optælling af kvote 1 ansøgningerne, som de seneste dage er strømmet ind til University College Sjællands optagelsessekretariatet.

Mandag den 5. juli kl. 12 udløb fristen for at søge om optagelse på de mellemlange og videregående uddannelser. Hos uddannelsesinstitutionerne har man i øjeblikket travlt med at behandle ansøgningerne, så alle ansøgere kan få svar på, om de er optaget på deres drømmestudie.

De foreløbige optællinger af ansøgninger til University College Sjællands uddannelser viser en meget stor interesse for fysioterapeutuddannelsen i Roskilde og Næstved.

Antallet af 1. prioritets ansøgninger, som er de ansøgere, der ud af den samlede ansøgerskare på ca.1000, har valgt en af University College fysioterapeutuddannelser som 1. prioritet, har rundet 200 mod 144 1. prioritetsansøgninger i 2009. Det betyder, at antallet af afviste ansøgere vil stige, da University College Sjælland ifølge dimensioneringen kun må optage 132 studerende.

Stort set alle dimittender har job
For blot en uge siden dimitterede 29 studerende fra fysioterapeutuddannelsen i Næstved.

Uddannelsesleder Bodil Vassard fra fysioterapeutuddannelsen, University College Sjælland, fortæller, at stort set alle nyuddannede fysioterapeuter allerede har fundet arbejde:

– De fleste af vores nyuddannede fysioterapeuter vil i løbet af sommeren tage fat på arbejdet som fysioterapeuter i både private praksisser og inden for det offentlige sundhedsvæsen. Vi er meget glade for, at vi kan sende vores dimittender ud til arbejde. Det viser, at der er et stort behov for fysioterapeuter.

Ifølge Bodil Vassard vil efterspørgslen efter fysioterapeuter sandsynligvis stige i fremtiden.

– Antallet af ældre stiger kraftigt inden for den nærmeste fremtid, og vi har i stigende grad fokus på sundhedsfremme. Det er derfor rigtig ærgerligt, at vi må afvise mange ansøgere, slutter Bodil Vassard.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.