Hele landet:Råbåndsknob og bål tænder ikke børn og unge lige så meget som før i tiden
Tjikkerlikker-tjikkerlikker-tjav-tjav-tjav. Hvor mange børn i dag ved, hvor denne sætning stammer fra? Åbenbart ikke særlig mange.
Spejderbevægelsen i Danmark har de seneste år oplevet et markant fald, hvor en tredjedel af de uniformklædte unge har forladt bevægelsen sammenlignet med for 20 år siden.
– Problemet er, at tilbud om fritidsaktiviteter til børn og unge er så enormt, så spejderlivet er trængt af andre aktiviteter, siger sociolog ved Københavns Universitet, Bettina Hauge, til Nyhedsbureauet Newspaq. Hun forsker blandt andet i unge menneskers holdninger og konkrete adfærd i relation til klima & miljø.
Èn af de største spejderorganisationer herhjemme – Det Danske Spejderkorps – havde i slutningen af 80’erne et medlemstal på omkring 38.000. I dag er medlemstallet 25.808 – et fald på 32 procent over en 20-årig periode.
Det samme er tilfældet for FDF, Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, der også har oplevet et fald på 32 procent på 20 år, så de i dag har cirka 24.000 medlemmer.
Det store frafald skyldes især børn og unges medieforbrug, som har indflydelse på deres valg af fritidsinteresser, mener Bettina Hauge.
– Det kan for eksempel være live rollespil, der har en større medieopbakning, som Barda-serien på DR. Man skal huske på, at børn og unge har et stort tv-forbrug og finder inspiration her til deres livsførelse, siger Bettina Hauge.
– Eksempelvis kunne man forestille sig, at X-Factor, Talent og Vild med Dans har fået flere børn og unge til at orientere sig mod sang, dans og musik.
Og den tendens mærker man i Det Danske Spejderkorps, hvor man især oplever frafald, når børnene er omkring 12-13-år.
– Der er en virkelighed, der hedder, at man skal få spejder, musik, skole og fritid til at hænge sammen. Vi har ikke problemer med at få spejdere ind i vores spejderkorps. Vores udfordring er, at de børn og unge, der er inde, bliver ved med at vælge at være spejdere, siger generalsekretær i Det Danske Spejderkorps, Mads Kolte Olsen til Newspaq.
Derfor forholder man sig i Det Danske Spejderkorps til, hvilke spejderaktiviteter, der giver mening for de unge mennesker i dag.
– Vi har en værdi om at værne om naturen, men vi sætter det ind i en aktuel ramme, hvor vi trækker den store globale problemstilling ned og gør den enkelt for børn og unge, så man kan handle og ikke bare tale om den.
Bettina Hauge er enig og påpeger vigtigheden af, at børn og unge får en god forståelse for naturen.
– Netop natur-relationen er utrolig vigtig – ikke kun for den enkelte – men for vores samfund. I en tid med stadig større klima- og miljøproblemer er det væsentligt, at børn og unge har en tæt relation til naturen, så de bliver engagerede i forhold til naturens værdi og betydning, siger Bettina Hauge.
Og der er behov for, at børn ikke gror fast foran tv’et eller computeren. En helt ny undersøgelse fra Danmarks Naturfredningsforening viser nemlig, at børn i dag kommer mindre end halvt så meget ud i naturen, som deres bedsteforældre gjorde.