Greve: Tre unge er blevet dømt for forsøg på røveri mod politiet – desuden er den ene dømt for grov vold mod en politibetjent.
Retten i Roskilde idømte i dag 9 måneders fængsel til en 17-årig og en 19-årig mand, samt 2 års ubetinget fængsel til en 23-årig i en sag hvor de tre var tiltalt for bl.a. forsøg på røveri mod to politimænd i Greve den 27. april 2009.
Den 23-årige og den 18-årige blev dømt for at have brugsstjålet 2 motocrosscykler, som blev brugt den 27. april til kørsel i Greve-området.
En politimand opdagede kørslen og forsøgte at standse den 23-årige, som bevidst påkørte politimanden. Alligevel lykkedes det betjenten at få fat på motorcrosscyklen. På grund af påkørslen, blev den 23-årige også dømt for grov vold mod politimanden.
Den 23-årige stak af efter påkørslen af betjenten, men kom kort efter tilbage til stedet sammen med to mænd på henholdsvis 17 og 18 år, begge fra Greve.
De tre forsøgte med sten og en træstolpe at true to politimænd til at udlevere den stjålne motocrosscykel. Det mislykkedes dog, idet politimanden benyttede peberspray mod én af dem og til sidst måtte trække sit tjenestevåben. De tre mænd opgav herefter at få fat i motocrosscyklen og gik fra stedet.
Kort efter opdagede man, at en politibil, der var parkeret i nærheden, var blevet udsat for hærværk ved knusning af ruder og opskæring af dæk. Desuden blev et stopskilt stjålet fra bilen. De tre personer blev alle dømt for hærværket mod bilen ligesom den 17-årige ligeledes blev dømt for at have stjålet stopskiltet.
Alle tre ankede deres dom.