Roskilde: Syv mænd blev i aftes anholdt i Roskilde og sigtet for overtrædelse af våbenloven efter fund af blandt andet en pistol, molotovcocktails og peberspray.
Kort før klokken 20 fik en politipatrulje øje på fire personbiler, som kom kørende ad Klosterengen i Roskilde. Patruljen fulgte efter den ene af bilerne, medens de øvrige biler forsøgte at spærre kørebanen for dernæst at forsvinde i hver sin retning.
Under efterfølgelsen blev der kastet peberspray, koben og andre ting ud fra bilen. Det lykkedes patrulje at bringe bilen til standsning i nærheden af Vikingeskibsmuseet og under ransagning af bilen fandt betjentene et sæt stjålne nummerplader.
Politiet besluttede, at man ville foretage yderligere ransagning som følge af fundet, og ransagede dernæst en adresse på Klosterengen. På stedet fandt politiet en pistol med tilhørende ammunition, molotovcocktails, økse og baseball bat.
I løbet af aftenen anholdt politiet syv mænd i alderen 21 til 34 år. De er alle blevet sigtet for overtrædelse af våbenloven.
De anholdte vil blive afhørt yderligere i løbet af fredagen, og politiets jurister vil vurdere, om de pgl. skal fremstilles i grundlovsforhør, eller om de kan løslades og få sagen behandlet senere i retten.