Rødovre: En 31-årig slovak er ved Glostrup Ret blevet idømt 50 dages ubetinget fængsel og udvisning af Danmark for fem forsøg på tyveri fra villaer i Rødovre.
Sagen tog sin begyndelse fredag den 4. september 2009 ca. kl. 10.45, da en 69-årig kvinde anmeldte mistænkelig opførsel hos en udenlandsk mand. Manden havde kort forinden henvendt sig på hendes bopæl på Viemosevej i Rødovre under påskud af at ville høre, om der var brug for noget malerarbejde.
Kort efter så kvinden manden luske rundt hos naboen og bl.a. tage i hoveddøren, hvorfor hun kontaktede politiet.
Anmeldelsen blev med det samme visiteret til Hvidovre Lokalpolitis indbrudsgruppe, som kort efter rykkede ud. De fandt hurtigt frem til gerningsmanden, som stadig befandt sig i området.
Politifolkene observerede manden mens han undersøgte nogle villaer, før de tog ham på fersk gerning i færd med at gennemrode et værelse i en villa på Sommerfuglevej.
Han blev anholdt og bragt til politigården i Albertslund. Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Glostrup Ret og varetægtsfængslet.
Tirsdag blev den 31-årige slovak så idømt 50 dages ubetinget fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.