Politiet søger vidner til trafikvold

Nykøbing Sj.: Midt- og Vestsjællands Politi søger vidner til en episode hvor en bilist væltede en cyklist omkuld.

Episoden fandt sted i søndags omkring klokken 18.00.

To cyklister kom kørende ved siden af hinanden mod nord ad Rørvigvej. Mellem Altavej og Fanøvej i Nykøbing Sj. blev de overhalet af en sort Kia 4-hjulstrækker. Under overhalingen blev bilens horn brugt, hvilket cyklisterne kommenterede.

Bilisten kørte bilen ind foran cyklisterne og bilisten steg ud af bilen og gik ud midt på vejen, hvor han skubbede til den ene af cyklisterne, som ville køre venstre om bilen.

Cyklisten væltede af cyklen og fik hjernerystelse, knubs og brækkede kravebenet.

Ifølge de to cyklister, havde bilisten i hysteriske vendinger påstået, at hans opførsel skyldtes, at cyklisterne havde kørt midt på vejen.

Bilisten beskrives som: mand, dansk, ca. 35 år, 175 cm høj, muskuløs, kort mørkt hår, iført løse mørke stumpebukser og almindelig mørk t-shirt med hvid kant i halsen. Han var alene i bilen.

Lokalpolitiet i Holbæk vil meget gerne høre fra vidner til episoden. Politiet kan kontaktes på tlf. 114.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.