Politiet rejser sigtelser i 8 ud af 10 sager om røveri

Hele landet: Nye tal fra Rigspolitiet viser, at antallet af røverier stiger – men det er antallet af sigtelser også.

Rigspolitiets netop offentliggjorte tal for omfanget af samtlige typer af røverier viser desværre en betydelig vækst. I 2009 blev der anmeldt 4.020 røverier – en stigning på 18,3 pct. i forhold til året før. Udviklingen på landsplan dækker dog over et nuanceret billede.

Den fortsatte vækst i antallet af anmeldelser modsvares af en tilsvarende stigning i antallet af sigtelser. Politiet rejste således 3.205 sigtelser i 2009 mod 2.722 i 2008. Det svarer til en stigning på knap 18%. Derved rejser politiet sigtelse i, hvad der svarer til otte ud af hver ti sager.

På et område som eksempelvis ”røverier mod andre” – typisk gaderøverier – ses en fortsat vækst i antallet af anmeldelser i hovedstadsområdet. Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi modtog i 2009 i alt 1.233 anmeldelser for disse røverier. Det er en stigning på 350 i forhold til 2008, svarende til en stigning på ca. 40 pct., men også her er tendensen, at politiet følger med. Politiet har således en vækst i antallet af sigtelser på niveau med stigningen i anmeldelser. I 2009 sigtede de to politikredse således 610 for gaderøverier mv. Det er en stigning på 40,6 pct. sammenlignet med året før.

En analyse af de sigtede personer for gaderøverier i Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi i 2009 viser, at den typiske gerningsmand er 14–20 år gammel og dansk statsborger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.