Holbæk: Midt- og Vestsjællands politi beder nu om hjælp til at finde et vandrør, som formentlig blev brugt ved drabet på en 43-årig mand i Ladegårdsparken i Holbæk i sidste måned.
Røret er et ca. 50 cm. langt og ¾ tomme tykt, galvaniseret metalvandrør med et ca. 10 cm. langt gevind skåret i den ene ende.
Politiet har fået lavet et kopi af røret, som er afbilledet på fotografiet øverst i artiklen.
Tekniske undersøgelser viser, at det med stor sandsynlighed er det vandrør, der er blevet brugt til at dræbe den 43-årige mand, der den 5. Februar 2010 blev fundet død i sin lejlighed i Ladegårdsparken.
Politiet ønsker offentlighedens hjælp til at lede efter vandrøret i haver, buske, bevoksede områder, og hvor sneen er smeltet m.m. i området omkring Ladegårdsparken, Kighøjparken, Vandtårnsvej, Slotshaven, Markskellet og området omkring badmintonhallen og havekolonien ved Slotshaven.
Politiet vil også gerne tale med personer i Holbækområdet, der på et tidspunkt har tilvirket et sådant vandrør med et så langt gevind, der ligger ud over, hvad der normalt er nødvendigt for samling af rør med gevind.
Vandrøret var i lejligheden inden drabet, men blev ikke fundet i lejligheden
under politiets undersøgelser.
Politiet formoder, at gerningsmanden har fjernet vandrøret og efterfølgende smidt det fra sig i området. En omfattende eftersøgning har dog ikke tilvejebragt røret.
En 17-årig dreng sidder varetægtsfængslet i sagen, sigtet for drabet. Han nægter sig skyldig.
Henvendelse til Midt- og Vestsjællands Politi på 46351448 eller 114.