8. september 2024

PRfoto: Ishøj Kommune.

Et ca. 80 meter langt og 15 meter bredt stenrev skal give fisk og planter i Køge Bugt bedre forhold.

Stenrevet, der har fået navnet Fyrsten, er placeret ud for indsejlingen til Ishøj Havn.

Det er Ishøj Kommune og foreningen Køge Bugt Stenrev, som har etableret det nye stenrev, som ligger på ca. to meter vand.

”Stenene stammer fra forskellige steder på Sjælland, hvor vi har oprettet ”stenbanker”, som borgere og virksomheder har kunnet donere store sten til. For eksempel har Arla Foods i Ishøj doneret en del af deres store kampesten,” siger Allan Scheller fra Foreningen Køge Bugt Stenrev.

Stenrev skal være samlingspunkt

Et stenrev kan med tiden tilbyde gydepladser, skjulesteder, spisekamre og opvækstmuligheder for mange forskellige livsformer – både de stationære såsom tang, alger og muslinger, men også de frit svømmende som fisk, rejer og bløddyr.

”Vi håber, at Fyrsten med sin placering tæt på udmundingen af Store Vejle å kan blive et livligt tilholdssted for mange af de plante- og dyrearter, der findes i bugten,” siger Allan Scheller.

For at vurdere hvor stor en forskel det nye stenrev gør for biodiversiteten i Køge Bugt, har Københavns Universitets Fiskeatlas-projekt allerede undersøgt fiskearternes tæthed i området, før stenrevet blev opført.

Lignende undersøgelser vil blive udført i fremtiden for at finde ud af, hvordan fiskene bruger stenrevet.

Revet skal bruges i undervisningen

Udover at understøtte bugtens biodiversitet skal stenrevet også fungere som et formidlingsrev, der kan gøre interesserede borgere klogere på Køge Bugts økosystem – og hvordan vi kan passe bedre på det.

Naturvejlederne fra Ishøj Naturcenter vil inddrage Fyrsten i deres undervisning om Køge Bugt til folkeskoler og undervisningsinstitutioner.

”Stenrevet vil dermed komme til at tilbyde unik se-med-fingrene-formidling til børn og unge, som nu får flere og bedre muligheder for at udforske den kystnære del af bugten med snorkler og våddragter,” siger Mads Ellegaard fra Ishøj Naturcenter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.