Ny anholdelse for millionrøveri

Brøndby: Endnu en svensk statsborger anholdt i Malmø for røveriet mod Dansk Værdihåndtering i august 2008. I samme sag er en anden svensker netop udleveret til Danmark og varetægtsfængslet i fire uger.

Svensk politi foretog i tirsdags (den 3. november -red.) i samarbejde med Københavns Vestegns Politi anholdelse af en 19-årig svensk statsborger i Malmø. Manden sigtes for at have deltaget i røveriet mod Dansk Værdihåndtering A/S på Kornmarksvej i Brøndby den 10. august 2008. Udbyttet var på 60 millioner kroner.

Ved en ransagning på mandens bopæl i Malmø i forbindelse med anholdelsen blev der fundet en revolver og skarp ammunition. Denne sag behandles af svensk politi.

Den anholdte vil nu blive begæret udleveret fra Sverige til retsforfølgning i Danmark. Hvilken rolle han mistænkes for i røveriet, ønsker Københavns Vestegns Politi for tiden ikke at kommentere.

– Anholdelsen er den seneste i en lang og kompliceret efterforskning, som har stået på i over et år men nu begynder at nærme sig en afslutning, siger efterforskningsleder Torben Lund

En anden svensk mand på 20 år fra Malmø blev i onsdags (den 4. november) varetægtsfængslet i fire uger ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. Han er også anholdt i Malmø og sigtet for røveriet. Han blev udleveret fra Sverige i tirsdags (den 3. november) til retsforfølgelse i Danmark.

Status i sagen
Med anholdelsen af den 19-årige i tirsdags er to svenske statsborgere aktuelt fængslet i Sverige, mens de afventer udleveringsprocedure til Danmark.

Med Retten i Glostrups varetægtsfængsling i onsdags er i alt 13 personer aktuelt varetægtsfængslet i Danmark. Fem af dem har tilhørsforhold til Malmø, fire til Stockholm og de øvrige fire til Danmark.

Retssagen mod arrestanterne er berammet til at begynde i januar 2010 i Glostrup Ret. Der er afsat 40 retsdage, og der forventes dom i sagen ultimo maj 2010.

Fire personer har allerede fået dom i sagen. Tre svenske mænd har hver fået otte måneders fængsel og én fynsk kvinde to års fængsel – alle for hæleri i forbindelse med røveriet.

Fakta om røveriet
Røveriet fandt sted den 10. august 2008 mod Dansk Værdihåndtering A/S på Kornmarksvej i Brøndby. Udbyttet var på 60 millioner kroner.

Røverne brugte en entreprenørmaskine – en såkaldt gummiged – til at trænge gennem væggen til virksomheden. Herefter trængte fire maskerede og bevæbnede røvere ind og stjal de mange millioner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.