Nykøbing F.: Den 17. september åbner en stor udstilling om Femø kvindelejr på Museum Lolland-Falster og i den anlednign efterlyser museet genstande fra lejren.
I forbindelse med en stor udstilling om Femø kvindelejr søger Museum Lolland-Falster og Kvindemuseet i Danmark med lys og lygte efter genstande, der knytter sig til lejrens historie fra 1971 frem til i dag. Genstande, der fortæller om kvinders fællesskab, kønskamp og lejrens rolle som feriemål og fristed for kvinder uden mænd og for lesbiske.
Med slogans som “Ingen klassekamp uden kvindekamp – Ingen kvindekamp uden klassekamp” og “Det private er politisk”, med sange som “Vi har plukket vore øjenbryn for allersidste gang” og udsagn som “En kvinde uden en mand er som en fisk uden en cykel” satte kvinderne fokus på hverdagsliv, politik og identitet, som trængte til fornyelse. Den nye kvindebevægelse og ikke mindst rødstrømperne i 1970erne rokkede bl.a. via Femø kvindelejr ved det traditionelle syn på mande- og kvinderoller i det danske samfund.
Men hvordan oplevede den enkelte kvinde søstersolidariteten og kvindekampen? Rykkede basisgruppesnak på Femø kvindelejr ved kønsrollerne i det private og offentlige rum? Det er nogle af de spørgsmål Kvindemuseet og Museum Lolland-Falster sætter fokus på i 2010, hvor Femø kvindelejr afholdes for 40. gang. 2010 er både jubilæumsår i flere sammenhænge – det er 40 år siden Rødstrømpebevægelsen lavede sin første aktion og det er 100 år siden kvindernes internationale kampdag blev indstiftet. Samtidig fokuserer museerne på at indsamle genstande, der visuelt fortæller om kvinders og kvindekampens historie fra de tidlige 1970ere til i dag.
Interessante genstande kan fx være tøj og accessories, der er brugt af kvinderne på lejren – fra 70ernes unisex tøj som overalls og hønsestrik til 00ernes Dykes on Bikes motorcykeltøj – og “fjeldlebbers” Outdoor klædedragt. Men også genstande, der fortæller om lejrens helt praktiske liv, som sovepose, et privattelt fra “Nylonparken”, samt alle mulige former for genstande, der fortæller den meget kreative side af Femølejren. Endvidere er vi meget interesserede i mere private genstande som breve og dagbøger, fotos, bånd og film, hvor vi naturligvis tilbyder den fornødne anonymitet.
Udstillingen vil vise Femø som kvindernes ø – med det sus og sammenhold, kvinder oplevede og stadig oplever på lejren.
Udstillingen viser på Museum Lolland-Falster fra 17. september 2010. Senere vil dele af udstillingen blive vist i Århus på Kvindemuseet.
Har du interessante genstande til udstillingen eller til museernes samlinger så kontakt Lene Tønder Buur, Museum Lolland-Falster på tlf. 5121 2505 eller Jytte Sonne / Birgit Grønnebæk, Kvindemuseet på tlf. 8618 6489. Send også gerne mails til post@museumlollandfalster.dk eller samling@kvindemuseet.dk