Lina Rafns fradrag underkendt af Højesteret

Lina Rafn må ikke trække sit scenetøj fra i Skat. Foto: Jepsen.
Lina Rafn må ikke trække sit scenetøj fra i Skat. Foto: Jepsen.

Hele landet: Den langvarige retssag om musikeres ret til fradrag af erhvervsmæssige udgifter til fx tøj fik i dag sin endelige afgørelse. Det skete da Højesteret stadfæstede, at Lina Rafn fra Infernal stadig ikke må trække sine udgifter til fx scenetøj i 2001 fra. Dansk Musiker Forbund håber dog, at sagen har sat fokus på musikeres skatteforhold, således at SKAT fremover vil have større forståelse for, at musikere og sangere er mennesker, der har et reelt arbejde som alle andre.

– Vi er naturligvis skuffede over udfaldet, men kan dermed konstatere, at retspraksis er uændret. Så forholdene ikke er forringet, siger Dansk Musiker Forbunds jurist, Trine Budtz efter dagens dom.

– Det er et stort nederlag for alle små erhvervsdrivende. Det beviser, at der kun er en vej, nemlig den politiske. Hvis vores regering påstår, at de bakker op om initiativer for vækst, så skal de sørge for, at sådan noget her ikke kan ske igen, siger Lina Rafn.

DMF: Musikeres scenetøj er en merudgift!
Dansk Musiker Forbund (DMF) havde håbet på, at en sag som denne kunne åbne mulighed for en mere fair vurdering af medlemmernes reelle, erhvervsmæssige udgifter på beklædningsområdet.

– Der er nemlig tale om merudgifter på samme måde som fx håndværkeres udgifter til arbejdstøj, slår Budtz fast.

Håber på større forståelse fra SKAT
– Fremover vil vi dog håbe, at SKAT med denne sag har fået bedre kendskab til musikbranchen og en større forståelse for at musikere og sangere er mennesker, der har et reelt arbejde som alle andre. Det er tilmed et arbejde, hvor man selv står med mange udgifter, siger Budtz, der ligesom Lina Rafn har lagt vægt på, at sagen først og fremmest handler om at musikerhvervet tages seriøst.

– Uanset udfaldet var det vigtigt for forbundet at føre denne sag for at opnå respekt og anerkendelse af faget. Tak til Lina, fordi hun ville stå det igennem,” slutter Budtz.

Rafn: Det handler om at hjælp andre
– Det handler ikke længere om at betale. Jeg har betalt de penge for længe siden, siger Lina Rafn

– Det handler om, at hjælpe dem, der er, hvor jeg var i 2001, og det handler om det helt principielle i, at der skal være fælles regler og ordentlig vejledning. I virkeligheden ville jeg hellere sidde i studiet og lave musik,” sagde Lina Rafn, som sammen med DMF førte sagen til Højesteret, hvor der nu er afsagt dom i dag, torsdag, der stadfæstede Østre Landsrets kendelse, der altså underkendte Rafns ret til fradraget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.