Glostrup: Et groft røveri mod et ægtepar i Glostrup udløste straffe på tre et halvt år og fire års fængsel.
Retten i Glostrup satte i går tirsdag den 9. februar 2010 punktum i en straffesag, hvor et ægtepar blev udsat for et groft hjemmerøveri i deres villa i Glostrup.
En 45-årig dansk mand blev idømt fire års ubetinget fængsel, og en 30-årig svensk mand fik tre et halvt års fængsel. Begge blev dømt for røveri af særlig grov karakter og våbenbesiddelse.
– Der har været tale om et særdeles groft hjemmerøveri med flere skærpende omstændigheder, siger anklager ved statsadvokaten Steen Saabye.
Røveriet fandt sted den 19. maj 2009, hvor to gerningsmænd henvendte sig til ægteparret under påskud af at skulle tjekke vandtrykket i deres hus.
Ægteparret blev truet med en skarpladt pistol og bagbundet med plastikstrips. Der opstod tumult, og en alarm i villaen gik i gang. Udbyttet blev et kontantbeløb og nogle smykker.
En politipatrulje fra Københavns Vestegns Politi nåede hurtigt frem og fik anholdt den ene røver – en dengang 29-årig svensk statsborger. Han blev fremstillet i grundlovsforhør dagen efter og har siden været varetægtsfængslet.
Den anden røver blev eftersøgt i området af flere patruljer og antruffet i nærheden. Da betjentene rettede henvendelse til ham, truede han sig fri med en skarpladt kaliber 22-pistol.
Han blev efterlyst ud fra signalement i offentligheden, men det var den videre efterforskning og tekniske undersøgelser, som identificerede ham. Han blev efterlyst og endelig anholdt på Buddinge Station den 18. august 2009. Dagen efter blev han varetægtsfængslet i grundlovsforhør.
Den 45-årige modtog dommen, mens den 30-årige overvejer at anke.