Krejlere sælger vejsalt til ågerpriser

Hele landet: Mens kommunerne er ved at løbe tør for vejsalt, står driftige forretningsmænd klar i kulissen for at spinde guld på manglen.

– Du kan sagtens få leveret vejsalt. Men prisen er ti gange den normale.

Det er tilbuddet fra driftige forretningsmænd, der lige nu forsøger at sælge salt til vilde overpriser til de danske vejmyndigheder.

– Der er mange, der gerne vil sælge salt til mange gange den normale pris. Vi skal bare selv komme med en coaster til for eksempel Egypten for at hente det. Men sådan noget vil vi altså ikke være med til, siger Freddy Knudsen, der er vinter-koordinator hos Vejdirektoratet, til Newspaq.

Danmark har i øjeblikket akut lavvande i saltlagrene. I flere kommuner er saltningen blevet indstillet i kortere eller længere perioder, fordi de simpelthen er løbet tør for salt – og før torsdagens snestorm er der desperat mangel på salt i flere store byer, blandt andet i København.

Men løsningen er ikke at springe på de dyre tilbud, siger Freddy Knudsen.

– Vi har faste kontrakter, hvor vi betaler en fast pris for vores salt. Hele Vesteuropa mangler vejsalt lige nu, men løsningen er ikke at starte en vild overbudskrig på den salt, der er at få, siger han.

Han vil dog ikke afvise, at nogle enkelte af Danmarks 99 vejmyndigheder kan have valgt at købe dyrere salt, men tror ikke, at det er noget udbredt problem.

Før du får gode ideer om at sælge salt-kværnen på køkkenbordet til din ven kommunaldirektøren, så skal man dog holde størrelsesforholdet i betragtning. For eksempel skal der ifølge Newspaqs oplysninger bruges indholdet af hele 725.000 saltkværne for at gennemføre en enkelt omgang saltning i Københavns Kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.