Haslev: En larmende knallert fræsede onsdag klokken 13.40 forbi politistationen i Østergade i Haslev.
En betjent forbandt straks knallerten med utallige henvendelser fra borgere om, at en knallert af netop den type kørte hasarderet i byen. Kort tid efter fandt politiet knallerten på Sofiendalskolen – og dens ejermand, en 16-årig fyr fra Haslev.
Den 16-årige trak selv knallerten fra skolen til politistationen, hvor det skal undersøges, om den er ulovlig, men allerede ved kontrol af stelnummeret kunne det konstateres, at der var tale om en stor knallert, som krævede kørekort.
Den 16-årige blev derfor sigtet for kørsel uden førerret og for at køre på knallerten uden nummerplade.