Ishøj-virksomheder siger ja tak til udsatte unge

Ishøj: Et projekt i Ishøj som skal forebygge kriminalitet blandt unge, ved at skaffe dem et job, er kommet godt fra start.

Projekt ’Virksomheden i Vejleåparken’ skal forebygge kriminalitet blandt udsatte unge i Vejleåparken ved at skaffe dem et job og en mentor. Fire virksomheder har allerede ansat en ung, og flere står klar med et job

Virksomheder i Ishøj og omegn vil gerne ansætte udsatte unge. En glarmester, en cykelhandler, en Superbrugs og en skole har ansat en ung, og flere andre virksomheder har taget imod tilbuddet. Idéen er, at projektet frikøber en medarbejder, som har lyst til at fungere som mentor for en udsat ung. Til gengæld sørger arbejdspladsen for, at den unge får et fritidsjob:

– Vi er blevet mødt med positiv interesse ude i virksomhederne, fortæller projektleder Henrik Liltorp og fortsætter:

– Alle de lokale butikker i Vejleåparken har sagt ja til at deltage, og fire unge er allerede blevet ansat.

Indsats på mindst fire år
Ishøj Kommune fik sidste år 16 millioner kroner fra Socialministeriet til projekt ”Virksomheden i Vejleåparken”. Projektet skal over en 4-årig periode give hele det kriminalpræventive område et løft og en større tryghed for borgerne. Målgruppen er ikke kun de 13-17-årige, som er kriminelle, men også unge, der er i risiko for at havne på den forkerte side af loven:

– Det er meget glædeligt, at virksomhederne har taget så godt imod projektet. Den bedste måde at få udsatte unge på rette kurs, er ved at give dem et job. Udover glæden ved at hjælpe en ung på vej får virksomheden mulighed for at skabe den gode historie om sig selv i lokalområdet, siger Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (S).

Lyst til at gøre en forskel
Op til årsskiftet har Ishøj Kommune haft travlt med at etablere ’Virksomheden’. Projektleder Henrik Liltorp og fire ungekonsulenter er nu blevet ansat og er faldet til rette i lokalerne i Østergården, der ligger i Vejleåparken. ’Virksomheden’ er i gang med at kontakte virksomheder og lokale erhvervsforeninger i Ishøj og omegnsbyer for at finde virksomheder og medarbejdere, der har lyst til at fungere som mentorer.

Foreløbig har projektet 12 unge, som skal i job. Målet er at nå op på 60 løbende.

– Det er afgørende for projektets succes, at vi frikøber mentoren, så virksomheden ikke selv skal betale. Men det er lysten til at gøre en forskel for en ung, der får tingene til at ske, siger projektleder Henrik Liltorp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.