Hvidovre: Hvidvore Hospital skal spare 107 millioner kroner – det betyder, at 225 stillinger skal nedlægges.
Hvidovre Hospital står midt i en af de vanskeligste økonomiske situationer i hospitalets historie. For første gang skal hospitalet ud i en regulær afskedigelsesrunde. 225 stillinger skal nedlægges for at spare 107 mio. kr. Det fremgår af en handlingsplan, som hospitalets direktion i dag har meldt ud til samtlige afdelinger på hospitalet.
Senest 9. februar ved afdelingsledelserne, hvordan de vil udmønte besparelserne i deres afdelinger, og hvor mange der reelt vil blive afskediget.
En række af stillinger, som nedlægges vil være stillinger, der i forvejen er ubesatte.
– Hvidovre Hospital vil gøre alt for at undgå, at besparelserne går ud over den basale behandlingskvalitet, men det vil betyde reduceret service. Det kan for eksempel være længere ventetider for patienterne, mens de er indlagt på hospitalet – til undersøgelser og blodprøver. Det vil også betyde, at plejepersonalet får mindre tid til for eksempel at mobilisere ældre medicinske patienter, inden de skal hjem, siger hospitalsdirektør Torben Ø. Pedersen.
Skal øge prodktionen – trods besparelse
Hvidovre Hospitals problemer er opstået, fordi hospitalet ikke har kunnet følge med de krav om produktivitetsøgning, som er en konsekvens af økonomiaftalerne mellem regeringen og Danske Regioner.
– Den manglende øgning af produktiviteten har medført en forventet budgetoverskridelse i 2009 på 70 mio. kr. Hertil kommer de yderligere effektiviseringskrav på sammenlagt fem procent produktivitetsstigning i 2010 i forhold til 2009. Dette er den primære årsag til det store underskud på budgettet. Samtidig har gennemførelsen af fem store fusioner, som er et led i hospitalsplanen for Region Hovedstaden, kostet en betydelig arbejdsindsats for alle på hospitalet, siger Torben Ø. Pedersen og fortsætter:
– Trods stillingsnedlæggelser er hospitalet tvunget til at opretholde produktionen og samtidigt øge omfanget af patientbehandlinger med to procent, ellers vil der komme yderligere besparelser.
188 af stillingerne skal nedlægges på selve Hvidovre Hospital og afdelinger under hospitalet, som geografisk ligger på andre hospitaler. Resten skal nedlægges på andre hospitaler, fordi der i forbindelse med hospitalsplanen bliver samlet en række opgaver på Hvidovre Hospital, og man i den forbindelse kan spare stillinger.