Skælskør: En 36-årig mand røvede i nat en bil og endte med at køre galt på Vestmotorvejen.
En 48-årig mand blev i nat klokken 1.25 overrasket af en mand, der pludselig stod i hans stue på Sorø Landevej i Skælskør og truede ham med en hammer og en kniv og krævede nøglerne til den 48-åriges bil udleveret.
Dem fik han og kørte fra stedet.
Klokken 2.25 fik politiet en melding om, at bilen var fundet i forbindelse med et trafikuheld på Vestmotorvejen ved Bjæverskov, og at føreren var stukket af. En politihund sniffede sig dog hurtigt frem til manden, der er 36 år og fra Korsør. Han blev anholdt og sigtet for røveri og kørt til Slagelse sygehus for et tjek.
Han fremstilles formentlig i grundlovsforhør senere i dag.