Helsingørs Kulturværft åbnede dørene

Mange var mødt frem til åbningen af Kulturværftet i Helsingør.
Mange var mødt frem til åbningen af Kulturværftet i Helsingør.

Helsingør: Helsingørs nye kulturelle supertanker, Kulturværftet, slog i dag dørene op på den magiske dato 10.10.10 klokken 10.10.

Byens borgere blev for første gang budt inden for og kunne opleve et mere end almindeligt spækket program med åbningen af huset, af byens nye Hovedbibliotek og af byens nye værftsmuseum. Blandt indbudte gæster udefra kan nævnes kulturpolitikerne Mogens Jensen (S) og Ellen Trane Nørby (V), digteren Benny Andersen, forfatteren Suzanne Brøgger og den svenske dramatiker America Vera Zavala. De to sidstnævnte fremførte egne værker skrevet til dagen.

Ved den officielle åbning, som var en dramatisk performance iscenesat af chefen for Kulturværftet Mikael Fock, sagde borgmester Johannes Hecht-Nielsen:

– Rammerne er skabt. Indholdet er tænkt med videnformidling og kulturoplevelser, elitære som folkelige, i fokus. Kulturværftet vil byde inden for til lokale borgere såvel som oplevelsessøgende turister. For at lære, for at modtage, for at beriges, ja måske bare for i et uendeligt sekund at nyde naturens, historiens, skibenes uafladelige færden sammenblandet i udsigtens eventyrlige storhed.

Fra moderne videoinstallationer til tyrkisk folkemusik
Frem til klokken 22.30, hvor operasangerinden Ghita Maria Sjøberg lukkede festen med en række aftensange i Kulturværftets smukke glasarkade, kunne publikum opleve det nye kulturhus’ mangfoldighed i et stort positivt kaos. Der var gratis adgang til koncerter med SYMPH, Helsingørs nye Børne- og Ungdomssymfoniorkester, og Helsingborgs Symfoniorkester – sidstnævnte var en gave fra svenskerne. Man kunne blandt andet opleve smeden og riggeren og skibstømreren i aktion, lytte til jazz, musical, børnemusik og tyrkisk folkemusik, danse tango, se moderne videoinstallationer, få læst nyskrevne noveller op, synge med på sømandsviser, bygge papirskibe, drikke cocktails, og få rundvisninger af blandt andre byens tidligere borgmester Per Tærsbøl, som har været en af drivkræfterne bag Kulturværftet.

– Nu har vi søsat Kulturværftet og en spændende tid for Helsingør venter forude. Forvandlingen fra værftsby til attraktiv kulturby er skudt i gang, sagde Mikael Fock.

Åbningsfesten fortsætter med 10 forvandlingsdage, hvor Hovedbiblioteket byder på et omfattende aktivitetsprogram. Og allerede mandag aften giver verdensstjernen Steve Winwood sin eneste koncert i Danmark på sin aktuelle Europa-turne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.