Fra indbrud til fængsel på få timer

Sakskøbing: Der gik kun få timer, fra at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fangede en indbrudstyv i Sakskøbing til at han blev fængslet.

Politiet fik mandag kort efter midnat et alarmopkald om, at der var ved at blive begået indbrud i apoteket på Søndergade i Sakskøbing. Kort efter var politipatruljen på stedet, og ved vidners hjælp kunne betjentene, blot 12 minutter efter alarmen var gået, anholde to mænd på torvet i Sakskøbing.

Det var en 34-årig mand fra Maribo og en 35-årig mand fra Sakskøbing. De blev begge sigtet for indbruddet. Det viste sig, at den 34-årige var prøveløsladt fra en tidligere fængselsstraf, og derfor blev han allerede mandag klokken 14 udstyret med ny dom på otte måneder. Umiddelbart efter dommen blev han varetægtsfængslet.

– Det er effektivt politiarbejde og resolut retshåndhævelse, siger chefpolitiinspektør Lars Harvest og fortsætter:

– Og det er en fornøjelse, når dommene kan afsiges så hurtigt, både af hensyn til de forurettede, retssystemet og ikke mindst den sigtede.

Tilfangetagelsen af den 34-årige indbrudstyv, der er særdeles godt kendt af politiet, var et resultat af et godt samarbejde med vidnerne i området.

– Vi er meget glade for at få hjælp til at pågribe forbryderne ved snarrådige borgeres observationer, som det er sket i denne sag, siger Lars Harvest, og understreger vigtigheden af det gode samarbejde med borgerne i bekæmpelsen af kriminaliteten.

– Det er utroligt vigtigt for os at få informationer fra vidner. Uden dem ville vores arbejde være virkeligt svært, slutter chefpolitiinspektøren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.