FOA: Tilsyn i ældreplejen skal være effektivt

København: Der er ikke brug for mere kontrol af de ansatte som udløber af sagen om svigt i dele af ældreplejen i København, mener FOA.

I forlængelse af sagen om svindel med arbejdstid på Håndværkerhavens Plejehjem er debatten om kontrol af de ansatte igen blusset op. FOA er enig med Venstre på Københavns Rådhus i synspunktet om, at stikprøver af de leverede ydelser skal være effektive og retvisende.

– Det er helt naturligt, at kommunerne, som har visiteret ydelser til den enkelte ældre, også sikrer sig, at der er overensstemmelse mellem den visiterede ydelse og kvaliteten af den leverede ydelse, siger Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA.

– Vi kvæler ældreplejen i nyt bureaukrati, hvis vi skal til at opbygge nye kontrolforanstaltninger af de ansatte. Der er langt mere perspektiv i, at den enkelte kommune gennemfører et effektivt tilsyn af, hvorvidt den enkelte ældre har fået den pleje og omsorg både i forhold til kvalitet og omfang, som kommunen har tildelt. Og det tilsyn skal naturligvis være så effektivt, så det skaber vished for, at den ældre får den ydelse, som hun er berettiget til – uanset hvornår på døgnet, ydelsen leveres, siger han.

– Grundlæggende er det både naturligt og sund fornuft, at et moderne velfærdssamfund har styr på, at brugerne af velfærdsydelser også får det, som en myndighed har bevilget dem, og derfor frygter vi selvfølgelig ikke for at blive kigget i kortene, siger Dennis Kristensen, som til gengæld frygter, at den nuværende debat resulterer i nye bureaukratiske tiltag, der fjerner tid fra de ansatte og flytter fokus fra den ældre til uproduktive kontrolforanstaltninger.

FOA er også tilhænger af, at den enkelte ældre både får oplyst indholdet i en bevilget ydelse og det forventede tidsforbrug.

– Med skam at melde troede jeg ind til for et par dage siden, at den ældre både fik oplyst, hvilke ydelser hun er bevilget, og hvilket tidsforbrug, kommunen har skønnet, at disse ydelser vil kræve. Det sidste er åbenbart ikke tilfældet i dag. Det synes jeg, at Folketinget skal ændre, således at borgeren har et samlet overblik over sin bevilling, siger Dennis Kristensen.

– Der skal naturligvis i en så stor organisation, som den danske ældrepleje er, være den nødvendige fleksibilitet til at ændre på tidsforbruget i akutte situationer. Ellers sætter vi fleksibilitet, den ansattes faglige skøn og muligheden for at reagere på behov for hjælp her og nu over styr. Men hvorfor skulle den ældre dog ikke have klar besked, når det en gang imellem er nødvendigt at bruge lidt mindre tid den ene dag, for i stedet at bruge lidt mere tid den anden dag? Det spørgsmål er der i mine øjne ikke noget fornuftigt svar på, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.