Flextrafik giver kommuner stor økonomisk gevinst

Trafik: Analysen dækker perioden fra 1. marts 2009 og et år frem, og den er baseret på kørslen i 10 kommuner, som benytter Flextrafik til kommunal visiteret kørsel. Det drejer sig om Holbæk, Vordingborg, Ringsted, Kalundborg, Lejre, Odsherred, Stevns, Slagelse, Sorø og Faxe.

Den økonomiske fordel hentes først og fremmest på driftsomkostningerne. Her spiller det især ind, at færre biler kører længere ture, og at Movia Flextrafik kan opnå lavere kørselspriser på grund af udbuddene mellem forskellige vognmænd.

Dertil oplever kommunerne det som en fordel, at Flextrafik overtager deres opgaver med driften, og at sagsbehandling, trafikstyring og forsyningssikkerhed bliver nemmere.

– Vi er meget glade for at samarbejde med kommunerne om de visiterede kørsler, og det er positivt, at analysen dokumenterer, at kommunerne har en stor økonomisk fordel af samarbejdet, siger områdechef Jens Peter Langberg fra Trafikselskabet Movia.

Analysen peger også på, at der er miljømæssige gevinster at hente ved Flextrafik. Kongstanken i ordningen er at koordinere kørslerne og dermed køre færre kilometer. I gennemsnit bliver CO2-udslippet bragt ned med otte procent, hvilket svarer til 650 ton CO2 om året.

De pæne tal kommer samtidig med resultatet af en kundetilfredshedsundersøgelse af Movias kørselsordninger. Den viser, at 87 procent af brugerne af kommunal visiteret kørsel enten er tilfredse eller meget tilfredse med ordningen. Det er især chaufførernes imødekommenhed og gode service, som borgerne er tilfredse med.

Fakta om kommunal visiteret kørselKommunal visiteret kørsel er for borgere, der for eksempel skal til læge eller speciallæge, og som ikke kan benytte traditionel kollektiv trafik. Under denne type kørsel hører også kørsel af børn og brugere mellem hjem og eksempelvis specialskole, dagtilbud, beskyttet værksted m.m.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.