28. april 2024

Hele landet: Julefrokosterne bliver billigere og mindre luksuriøse end sidste år, mener flere eventfirmaer.

Der bliver mindre gris på gaflen og færre dyre dråber rødvine til årets firmajulefrokoster. Virksomhederne skærer nemlig det overflødige fedt fra julefrokosterne for at spare penge. Det viser en rundspørge Nyhedsbureauet Newspaq har lavet blandt en håndfuld julefrokostarrangører.

-Det er cremen på lagkagen, der bliver fjernet, og der bliver skåret ned på væsentlige punkter. Det kan for eksempel være musikken, hvor det store solistnavn bliver sparet væk, og så tager man et kopiband i stedet for, siger Thomas Nielsen, der er salgschef hos eventfirmaet Nordic Event, til Nyhedsbureauet Newspaq.

Han skyder på, at budgetterne til julefrokost i gennemsnit er faldet med 25 procent. Det betyder også, at virksomheder flytter årets julefest til en kantine eller en parkeringshal hos firmaet selv frem for at leje et dyrt lokale eller en hal ude i byen.

Samme billede ser Allan Hansen, der er Director of Sales and Marketing hos eventfirmaet Humanic Group, der arrangerer mellem 100 og 150 firmajulefrokoster i år. Han noterer sig også, at de ekstravagante ting bliver skåret fra, så julefrokosten består af det mest basale.

-Det er godt nok med en velkomstdrink, buffet og husets vin, og så behøver bandet ikke være en del af det, bare der er en dj, siger Allan Hansen til Newspaq. Han plejer at have udsolgt af luksusarrangementer på det her tidspunkt af året. Men i år er det i stedet for de mere skrabede modeller, der går som varmt brød.

Hos firmaet Nordic Event mener salgschefen, Thomas Nielsen, at det lige så meget er et spørgsmål om signalværdi som økonomi, når firmaerne sparer. For det ser skidt ud, hvis virksomheder holder store gallafester i en tid, hvor der bliver fyret, selvom det næppe er julefrokosten, der er afgørende for, om et firma går konkurs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.