Hele landet: Seks danskere er indlagt med farlig tarmsygdom – nu advarer myndighederne mod spanske agurker.
Mindst seks danske patienter er indlagt med mistanke om at være smittet med en alvorlig diarésygdom, VTEC, som er i udbrud i Nordtyskland.
De danske patienter med blodig diaré og opkastning foreneligt med VTEC-infektion er indenfor de seneste døgn indlagt på hospitaler i region Midtjylland og Syddanmark. Laboratorieundersøgelser og typebestemmelse kan endnu ikke bekræfte, om der er tale om samme type bakterier som i Tyskland. De tyske myndigheder formoder, at smitten stammer fra fødevarer.
Mistanke til agurker fra Spanien
De tyske sundhedsmyndigheder har her til eftermiddag på en pressekonference oplyst, at de har fundet e-colibakterier i et parti agurker fra Spanien, og at det kan være en kilde til udbruddet, men ikke nødvendigvis den eneste kilde.
Bakterierne er af den type, der de seneste dage har givet flere tyske forbrugere alvorlig diarré og nyresvigt. På baggrund af de tyske myndigheders fund, udvider Fødevarestyrelsen sin advarsel mod grøntsager fra Tyskland til også at omfatte spanske agurker. Fødevarestyrelsen har på nuværende tidspunkt ikke overblik over hvor mange partier agurker fra Spanien der kan være inficerede.
Fødevarestyrelsen er i tæt kontakt med de tyske fødevaremyndigheder og den danske ambassade i Berlin. Fødevarestyrelsen følger sagen nøje via Den Centrale Udbrudsgruppe, der består af Statens Serum Institut, DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen.
feber, opkast og blodig diaré
Infektion med VTEC giver typisk diaré, som følges af let feber og opkastning. Diaréen er ofte blodig, og i de fleste tilfælde varer sygdommen 5 til 7 dage. En alvorlig komplikation er nyresvigt og tendens til blødning, der kan opstå som led i en efterfølgende sygdomstilstand, HUS (hæmolytisk uræmisk syndrom). Infektion med VTEC er meget smitsom, og derfor er grundig hygiejne vigtig.
Sundhedsstyrelsen opfordrer patienter til at søge læge for at få stillet en korrekt diagnose, hvis de får blodig diaré og har været i Tyskland inden for den seneste måned.