Drabsvåben fra Holbæk muligvis fundet

Politiet har fundet et jernrør, som muligvis blev brugt ved drabet på en 43-årig mand i Ladegårdsparken i Holbæk. Foto: Rolf Larsen.
Politiet har fundet et jernrør, som muligvis blev brugt ved drabet på en 43-årig mand i Ladegårdsparken i Holbæk. Foto: Rolf Larsen.

Holbæk: Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man har fundet det mulige gerningsvåben, som blev brugt til at slå den 43-årige Michael Nielsen ihjel.

Michael Nielsen blev fundet død i sin lejlighed i Ladegårdsparken i Holbæk den 5. februar.

Politiet bad for knapt 14 dage siden borgerne om hjælp til at finde et 46 cm langt jernrør, som politiet mente var gerningsvåbnet. Jernrøret havde været i den dræbtes lejlighed forud fra drabet.

Politiet oplyser, at jernrøret blev fundet i fredags, d. 19. marts, i kolonihaveforeningen Slotshaven, Holbæk.

Efterlyser stadig skruetrækker og spillemaskine
Politiet efterlyser stadig en skruetrækker og en X-box, der er forsvundet fra afdødes lejlighed. Og man anmoder indehavere af kolonihaverne om at checke deres huse for at se, om X-boxen eller skruetrækkeren er smidt på stedet.

En 17-årig dreng sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i sagen, sigtet for manddrab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.