Danmark løber tør for Tamiflu

Hele landet: Influenzaramte med recept på Tamiflu kan risikere at løbe forgæves på Apoteket. Der ikke nok Tamiflu i Danmark til at opfylde vores behov for medicinen.

– Apotekerne i Nordsjælland har allerede lidt af en mangel på Tamiflu, og det kommer andre apoteker også til at mærke i perioder, for leverancerne kan ganske enkelt ikke komme hurtigt nok frem. Det er ikke hensigtsmæssigt, men sådan er verden engang, når efterspørgslen er stor, fortæller direktøren i Statens Seruminstitut, Nils Strandberg Pedersen, til Nyhedsbureauet Newspaq.

De eneste personer, der er garanteret Tamiflu, er de 700.000 i risikogrupperne – gravide, syge og svage ældre.

– Selvom apotekerne løber tør, vil statens lagre fortsat have Tamiflu til alle i risikogrupperne, slår Nils Strandberg Pedersen fast over for Newspaq.

Bliver du alvorligt syg af influenza A, er det heller ikke sikkert, du kan få Tamiflu. Det er nemlig op til den enkelte praktiserende læge at vurdere, om du er syg nok til at komme på garantilisten til behandling.

– Man bliver placeret i risikogruppe efter vurdering af sin egen praktiserende læge, og der kan ligesom ved almindelige sygdomme være forskel på, hvordan læger vurderer ens risiko, lyder det fra Nils Strandberg Pedersen til Newspaq.

Han maner dog samtidig til besindighed hos de sygdomsramte.

– Gå hjem i seng, hvis I får influenza – lad være at ringe til vagtlægen. Alle danskere kender helt sikkert en almindelig influenza. Bliver du ikke feberfri inden for 4-5 dage, eller får du vejrtrækningsproblemer, skal du henvende dig til din læge. Men høj feber alene er ikke farligt, fortæller Seruminstitutdirektøren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.