Albertslund: To brødre er blevet sigtet for momssvindel, skattesvig og dokumentfalsk til et samlet beløb af ni millioner kroner, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Svindelen skal være foregået fra 2006 til 2008 gennem et nedrivningsfirma i Albertslund og omfatter momssvig med mindst 40 falske fakturaer indberettet til SKAT til ca. 2,6 millioner kroner og skatteunddragelse for 6,5 millioner kroner. Firmaet i Albertslund gik konkurs sommeren 2009.
Politi og SKAT mistænker desuden den 35-årige for moms- og skattesvig i forbindelse med et nedrivningsfirma etableret i Kastrup i 2009.
– Efterforskningen peger på omfattende svindel med fakturaer og skatteunddragelse, udtaler efterforskningsleder Henning Nielsen, Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet hos Københavns Vestegns Politi.
Udbytte beslaglagt
Flere adresser i hovedstadsområdet blev ransaget i samarbejde med SKAT og værdier til knap 1,5 millioner kroner beslaglagt som udbytte fra svindelen.
– Vi beslaglagde 135.000 kroner i kontanter, ca. en million kroner fra en bankkonto samt en speedbåd til en værdi af ca. 300.000 kroner, fortsætter Henning Nielsen.
Begge brødre, 30 og 35 år fra Lyngby og Brøndby, nægter sig skyldige. Den 30-årige nægter desuden at have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed.