Taastrup: Et jagtgevær på bopælen udløste i dag en dom på et år og tre måneders ubetinget fængsel til 45-årig mand, oplyser Københavns Vestegns Politi.
En 45-årig mand affyrede mandag aften kort før klokken 21 et jagtgevær fra sin lejlighed på Pælestykkerne ud over et grønt område.
Politiet rykkede ud og fandt frem til den 45-årige. Da betjentene ransagede hans lejlighed fandt man et jagtgevær og fem jagtpatroner. Manden blev anholdt.
Da han blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup i dag, forklarede han, at han skød efter en ræv.
Dommeren idømte ham en straksdom på et år og tre måneders ubetinget fængsel.
Den 45-årige tog betænkningstid med hensyn til anke af strafudmålingen, og anklagemyndigheden overvejer ligeledes at anke dommen.