Roskilde: En 20-årig kvinde blev i nat overfaldet og udsat for røveri i Roskilde.
Kvinden kom omkring kl. 00.30 gående ad Dr. Margrethes Vej, da to unge mænd kom løbende bag hende. Den ene, gerningsmand A, hev den unge kvinde bagover, så hun faldt ned på fortovet. Gerningsmanden tog derefter fat i hendes håndtaske og forsøgte at hive den af hendes arm. Men kvinden holdt så godt fast i tasken, at hun blev trukket ca. en meter hen langs asfalten.
Gerningsmand B fastholdt kvinden til jorden og hun måtte derfor give slip på tasken, som indeholdt pas og en pung med 100 kroner, samt diverse personlige efftekter.
De to røvere løb væk i vestlig retning ad Dr. Margrethes Vej.
Gerningsmændene beskrives som:
A: Mand, 15-20 år, ca. 180 cm høj. Spinkel af bygning. Iført blå hættetrøje med et mønster på ryggen, og stramtsiddende afvaskede cowboybukser.
B: Mand, 15-20 år, ca. 170 cm høj. Mørkt hår og spinkel af bygning. Iført sort jakke og cowboybukser.
Lokalpolitiet i Roskilde vil gerne høre fra vidner eller andre, der kan komme med oplysninger til sagen. Kontakt politiet på 114 eller 46 35 14 48.