København: En 24-årig mand blev i dag af Københavns Byret idømt 15 års fængsel for drab og drabsforsøg begået nytårsnat sidste år på Restaurant Søpavillionen.
Samtlige dommere og nævninger fandt det bevist, at tiltalte havde dræbt en 37-årig mand med en kniv, idet tiltalte tildelte manden et 3 cm. langt og 8 cm. dybt knivstik i brystkassen og et 20,5 cm. x 2,5 cm. langt og 10 cm. dybt knivstik i bug og brystkasse samt en overfladisk snitlæsion i venstre lår, hvorved manden kort tid efter afgik ved døden.
Samtlige dommere og nævninger fandt det endvidere bevist, at tiltalte umiddelbart efter tildelte en anden mand et knivstik i bugen, hvilket medførte perforering af mellemgulvet og beskadigelse af leveren. 2 dommere og 6 nævninger fandt det bevist, at tiltalte havde forsæt til at dræbe manden, mens 1 dommer alene fandt det bevist, at tiltalte havde forsæt til grov vold.
Et flertal af dommere og nævninger frifandt tiltalte for umiddelbart forud for drabet og drabsforsøget at have tildelt nu afdødes bror et slag i hovedet og en snitlæsion i brystkassen med en kniv.
Beviserne i sagen var de lægelige oplysninger og videooptagelser fra overvågningskameraer fra gerningstidspunktet sammenholdt med forklaringer fra en række vidner, der havde været til stede på restauranten på gerningstidspunktet
Den 24-årige, der har siddet varetægtsfængslet siden den 2. januar 2009, ankede domen til Østre Landsret med påstand om frifindelse.
One thought on “15 års fængsel for nytårsdrab”