København: Ældre Sagen ønsker, at omfanget af fusk med hjemmehjælp i Københavns kommune undersøges.
Ældre Sagen ønsker, at omfanget af fusk med hjemmehjælp i Københavns kommune undersøges efter at det blandt andet i TV2/ Nyhederne er kommet frem, at hjemmehjælpere fra plejecentret Håndværkerhaven i det nordlige København holder lange pauser i arbejdstiden.
– Kommunen skal hurtigst undersøge, om hjemmehjælpsmodtagere får den hjælp, de er berettiget til, siger chefkonsulent Olav Felbo fra Ældre Sagen og fortsætter:
-Der er behov for at afdække, om problemerne i Håndværkerhaven er et enkeltstående og meget grelt tilfælde af ledelsessvigt. Det har både hjemmehjælpsmodtagere og ikke mindst de mange pligtopfyldende hjemmehjælpere krav på.
V og DF i Københavns Borgerrepræsentation har krævet en tilbundsgående undersøgelse af hjemmeplejen i København. Det har sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) afvist og i stedet iværksat en stikprøveundersøgelse. Kommunen kendte angiveligt til problemer med arbejdskulturen i Håndværkerhaven og efter TV2/Nyhederne har bragt nye oplysninger frem i dagens lys, er ni medarbejdere sendt hjem og en leder er fyret.
Chefkonsulent Olav Felbo beskriver oplysningerne fra Håndværkerhaven som et ”bedrag af svage ældre”, som har tillid til, de får den hjælp, de er visiteret til.
Ældre Sagen foreslår som et middel til at undgå fusk med hjemmehjælp, at kommunen indfører større gennemsigtighed i den tid, borgerne er visiteret til.
– Hjemmehjælpsmodtagere ved, om de er visiteret til bad, rengøring eller madlavning, men ikke i hvor lang tid. Vi mener, de ældre skal gives retten til at kende den tid, de er visiteret til, siger Olav Felbo og tilføjer, tidsrammen skal være vejledende for borgeren.