Ishøjs børn har læst mest i sommerferien

4.A på Gildbroskolen. Foto: Ishøj Kommune

Hvis nogen mener, at børn og unge ikke gider læse bøger – så kan de godt tro om igen. Det har børnene i Ishøj bevist i bibliotekernes landsdækkende læseindsats ’Sommerbogen’, hvor har Ishøjs børn har læst hele 1267 bøger i sommerferien – og indtager dermed førstepladsen foran børn fra alle andre kommuner i landet.

Kulturium Bibliotek i Ishøj har de seneste fire år – i tæt samarbejde med de lokale skoler – satset intensivt på at inspirere skolebørnene i Ishøj til at læse i deres sommerferie.

Centralt for indsatsen har været læsekonkurrencen ’Sommerbogen’, som foregår i samarbejde mellem de danske biblioteker. Her skal børnene læse og anmelde så mange bøger som muligt i sommerferien.

Den store indsats har givet særdeles flotte resultater blandt Ishøjs børn. I gennemsnit har børnene læst markant mere end resten af landet, og hele fem gange så meget som kommunen på andenpladsen

Leder af Kulturium Bibliotek, Marie Herborn, er begejstret for resultatet og mener, at en stor del af æren skal tilfalde samarbejdet mellem biblioteket og skolerne.

– Samarbejdet har fungeret fantastisk godt – og det er tydeligt, at den enkelte lærers engagement for at deltage har stor betydning for klassens samlede deltagelse. Der er igennem de sidste fire år fundet et koncept og samarbejdsmodel, der giver tydelige og flotte lokale resultater, og Kulturium Bibliotek vil fortsat prioritere denne indsats højt, siger Marie Herborn.

Vinderklasserne blev kåret lokalt
Udover det flotte resultat på landsplan kårer Kulturium Bibliotek lokalt i Ishøj to klasser, som har læst mest blandt 3.-4. og 5.-6. klasserne.

I år blev vinderne 4.A på Gildbroskolen og 6.A på Strandgårdsskolen. Vinderklasserne har været forbi Kulturium Bibliotek i Ishøj for at blive fejret med kagemand og få overrakt deres præmier: En biografoplevelse for hele klassen i Kulturium Biograf.

Om bibliotekets rolle i forhold til læsning fortæller Marie Herborn:

– Biblioteket har en væsentlig rolle i at skabe liv og lyst omkring læsning og litteratur og sætte et særligt fokus på læselyst. Læsning har stor betydning for både børn og voksne og fremmer blandt andet udvikling af fantasi, empati, nysgerrighed og sprogligt ordforråd.

På landsplan har Danmarks børn læst og anmeldt 12.897 bøger i forbindelse med ’Sommerbogen’. Ishøj-børnene har dermed anmeldt, hvad der svarer til næsten 10 procent de anmeldte bøger i læsekonkurrencen.

6.A på Strandgårdsskolen. Foto: Ishøj Kommune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.