To unge mænd blev i nat ramt af skud mens de sad i en bil i Greve.
Skudepisoden fandt sted kort før klokken et, da bilen kom kørende ad Godsvej mod nord og holdt for rødt lys i krydset Godsvej/Hundige Centervej, da der blev skudt imod den.
I bilen sad tre mænd fra Greve; en 19-årig og en 21-årig, der begge blev ramt af skud, og en 23-årig er uskadt. De to sårede blev kørt til behandling på sygehuset, og meldes af være uden for livsfare.
Motivet til angrebet er ikke fastslået, men politiet arbejder ud fra en teori om, at det er et opgør i det kriminelle miljø.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige mere om, hvorfra skuddene blev affyret eller hvor mange skud, der blev afgivet. Politiet efterforsker sagen og søger i den forbindelse vidner. Politiet kan kontaktes på telefon 114.