Sikkerheden styrkes i Vestre Fængsel




Nye tiltag skal øge trygheden og sikkerheden i Vestre Fængsel, hvor den største andel af indsatte med banderelateret baggrund sidder.

Politiets indsats i bandekonflikten har sendt en række bandemedlemmer i fængsel, og det giver især udfordringer i Vestre Fængsel i København, hvor et stort antal af dem sidder. Derfor ruller fængslets ledelse nu nye initiativer ud for at øge sikkerheden og de ansattes tryghed.

Fokus på sikkerhed

Vestre Fængsel er landets største arresthus med plads til i alt 487 indsatte. Her huser man den største andel af indsatte med forbindelse til bandemiljøet, og der har aldrig før siddet så mange bandemedlemmer på én gang, som der gør i øjeblikket. Det øger presset på de ansatte.

Fungerende institutionschef for Københavns Fængsler Lea Bryld siger:

– Vores personale i Københavns Fængsler løfter en flot og krævende opgave i indsatsen mod de kriminelle bander. Det er en vigtig opgave for samfundet, men det må ikke ske på bekostning af deres sikkerhed. Derfor iværksætter vi nu en række nye tiltag, som skal støtte op om personalet og øge sikkerheden.

Bandekriminelle belaster arbejdsmiljøet

Når de ansatte i Vestre Fængsel tager det tunge læs med at håndtere bandemedlemmer og den negativt styrende adfærd, de ofte har, belaster det arbejdsmiljøet og trivslen. Det skal de nye tiltag blandt andet være med til at afhjælpe. Supervision, mere mandskab til bandeafdelingerne i fængslet og ekstra vagt ved besøg er nogle af de foranstaltninger, der indføres.

En øget videoovervågning af fællesområderne på bandeetagerne skal ligeledes være med til at højne sikkerheden og trygheden for betjentene. Derudover er der sat flere ressourcer af til at afvikle disciplinærsager. Alt sammen tiltag, der skal fremme et godt arbejdsmiljø og øge sikkerhedsniveauet i arresthuset, hvor bandemedlemmer lige nu udgør næsten 20 % af de indsatte.

– Jeg tror på, at de nye tiltag kan gøre en stor forskel for fængslet og for personalets arbejde med de særligt krævende indsatte. Forhåbentlig kan det alt sammen være med til at øge trygheden for vores personale, så vi fortsat kan løfte vores opgaver til gavn for samfundet, fastslår Lea Bryld.

123456789

Skriv et svar