26. april 2024

Tre mænd blev onsdag eftermiddag anholdt og sigtet for røveri mod Dagli’Brugsen i Vipperød ved Holbæk. Det skriver Holbaekonline.dk.

To mænd kom omkring klokken 13.30 ind i forretningen hvor de stjal en kasse med cigaretter fra forretningens kiosk.

Da personalet fulgte efter røverne, truede røverne med at skyde dem.

I alt flygtede tre mænd fra stedet i en personbil, som et vidne nåede at aflæse nummerpladen på. Vidnet forsøgte at følge efter gerningsmændenes bil, men mistede kontakten undervejs.

En patrulje, der kørte på mod øst på Holbækmotorvejen, blev pludselig overhalet af den efterlyste bil. Det lykkedes politiet at få standset bilen. Og det tre personer i bilen, en 19-årig mand uden fast bopæl, en 21-årig mand fra Valby samt en 21-årig mand uden fast bopæl, der var fører af bilen, blev anholdt. Det viste sig i øvrigt at føreren ikke havde noget kørekort og han blev desuden skønnet påvirket af narkotika under kørslen.

Da betjentene ransagede bilen blev de stjålne cigaretter samt andre supermarkedsvarer, hvis oprindelse skal undersøges nærmere fundet. Der blev ikke fundet noget skydevåben eller andet, der kunne minde herom.

De tre anholdte mistænkes for andre lignende cigarettyverier.

Alle tre anholdte bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk med krav om varetægtsfængsling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.