26. april 2024

En ny sundhedsaftale mellem Region Hovedstaden og regionens 29 kommuner fokuserer bl.a. på lighed i sundhed.

Når en borger i Region Hovedstaden kommer til skade eller får en kronisk sygdom, har man tit brug for mange forskellige tilbud. Det kan være hos egen læge, i kommunen eller på hospitalet og her vil regionen og de 29 kommuner i regionen gerne have, at borgeren skal opleve, at hjælpen foregår i et samarbejde på en smidig og koordineret måde.

Derfor har de, sammen med de praktiserende læger i hovedstaden, udarbejdet en ny sundhedsaftale med fire overordnede politiske visioner.

De fire visioner har den fælles målsætning, at borgeren selv skal opleve at være i centrum. Den enkelte skal i højere grad inddrages i sit eget forløb og der skal i endnu højere grad være fokus på lighed i sundhed Samtidig skal aftalen danne grobund for udvikling og udbredelse af nye samarbejdsformer.

Fire overordnede visioner for den nye sundhedsaftale
En sundhedsaftale er en aftale om fælles målsætninger og gensidige forpligtelser og samarbejde relateret til forebyggelse, behandling, pleje og rehabilitering.

Sundhedsaftalen har især fokus på samarbejdet omkring sårbare grupper som f.eks. den ældre medicinske patient, psykisk syge og sårbare børn.

– Vores samlede sundhedsvæsen er præget af en konstant udvikling med specialering og nye behandlingsformer. Det er overordnet set positiv, men en konsekvens er også, at mange borgere og deres pårørende har rigtigt svært at finde rundt i vores sundhedssystem. Det må ikke være den enkelte borgers opgave at få de mange brikker til at passe sammen. Den opgave skal vi som politikere i region og kommuner påtage os for ansvaret for, og det hjælper sundhedsaftalen med, siger Per Seerup (S) formand for sundhedskoordinationsudvalget i Region Hovedstaden og tilføjer: Personalet skal ikke kun give den rigtige og gode behandling. Patienten skal også selv opleve, at have fået den!

Sundhedstilbuddene skal tilpasses den enkeltes behov og ressourcer
Let og lige adgang til sundhed er et grundlæggende princip i det danske sundhedsvæsen, og i nogle situationer kræver lighed netop differentierede tilbud tilpasset den enkelte persons situation, ressourcer og behov. Et stærkt samarbejde og en højere grad af inddragelse af den enkelte skal være med til at sikre dette.

– Jeg er særligt glad for, at vi med denne sundhedsaftale får sat øget fokus på lighed i sundhed og borgeren som aktiv samarbejdspart. Let og lige adgang er et grundlæggende princip i det danske sundhedsvæsen. Som en del af sundhedsaftalen bliver vi parate til at tilbyde borgere med fx multisygdom differentierede indsatser, der sikrer, at de får det bedst mulige udbytte af indsatserne i det samlede sundhedsvæsen, siger Ninna Thomsen (SF), næstformand i sundhedskoordinationsudvalget og sundhedsborgmester i Københavns Kommune.

Fakta:
De fire politiske målsætninger for sundhedsaftalen er:
– At borgeren oplever høj kvalitet og sammenhæng i indsatsen
– At borgerne oplever at være samarbejdspart i eget forløb og medvirker i udvikling af det sammenhængende sundhedsvæsen
– At sundhedsvæsenet bidrager til at skabe mere lighed i sundhed
– At udvikle og udbrede nye samarbejdsformer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.