27. april 2024

Hele landet: Da værterne Louise Wolff og Nikolaj Koppel sent lørdag aften opgjorde det endelige beløb fra årets Danmarks Indsamling, kunne de konstatere, at danskerne har bridraget med 87.414.404 kroner.

Med rørende indslag fra lande, vi kun sjældent hører om, kendte danskere der gongede løs i callcentret og et musikalsk bagtæppe leveret af blandt andre Medina, Duné samt Anders W. Berthelsen og Peter Frödin, der kastede sig nådesløst ud i en cambodiansk karaoke kulminerede Danmarks Indsamling lørdag aften i et stort tv-show på DR1.

Da Louise Wolff og Nikolaj Koppel ved midnatstid takkede af fra Flyvestation Værløse, havde danskerne indsamlet mere end 87.414.404 kroner til 12 konkrete projekter, der skal skabe fundament for en bedre tilværelse og fremtid for nogle af verdens fattigste mennesker. Beløbet overgår således sidste års indsamlingsresultat, der lød på 76 millioner kroner.

– Det er så overvældende – og vi, og ikke mindst de 12 organisationer, er så stolte over de mange flotte indsatser rundt omkring i Danmark. Fra private initiativer, efterskolernes enorme indsats til kæmpe indsamlinger i landets største virksomheder. Det er simpelthen så stort af danskerne, og det er vi meget taknemmelige for, siger talsmand for Danmarks Indsamling, Karin Aaen, som til daglig er kommunikationschef hos UNICEF Danmark.

Danmarks 12 største humanitære organisationer og Danmarks Radio står bag Danmarks Indsamling, der i år går til 12 konkrete projekter under temaet Når Mor Mangler. Og ifølge Karin Aaen er det vigtigt at understrege den ekstraordinære indsats, indsamlingen muliggør.

– Uanset hvilket beløb, der kommer ind til Danmarks Indsamling, går pengene til projekter, som vi ellers ikke ville kunne realisere. 12 konkrete projekter, som på hver deres måde hjælper børn, der mangler deres mor, og forhindrer at mødre dør fra deres børn af årsager, som kan forhindres. Lige fra hardcore medicinsk hjælp under fødsler i Afghanistan, over indsatser, der skal forhindre farlige teenagegraviditeter i Guatemala, til projektet, som skal hjælpe forældreløse børn i Zambia, hvor mere end en million børn har mistet en forælder, siger Karin Aaen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.