Ingen besparelser på bus og tog i Region Sjælland




Region Sjælland: Et enigt Regionsråd vedtog i går, at der ikke skal spares på regionens busser eller tog i 2013. Dermed fulgte Regionsrådet anbefalingen fra Miljø-, Energi- og Udviklingsudvalget.

– Vores satsning på R-nettet for busser og tog i Region Sjælland er en succes – og det skal den blive ved med at være. Derfor har vi i udvalget fastholdt, at der ikke i kommende budgetår skal skæres i trafikbudgettet – og vi er glade for, at Regionsrådet nu har fulgt vores indstilling, siger Peter Jacobsen, formand Miljø, Energi og Udviklingsudvalget.
Men det betyder ikke, at trafikområdet slipper for besparelser i al fremtid. Til gengæld betyder beslutningen, at der nu bliver god tid til i dialog med kommunerne at finde de bedste løsninger på denne bundne spareopgave.
– Det har været vigtigt for os at få den nødvendige dialog med kommunerne om besparelser på trafikken i vores region. Vi har vurderet, at der ikke var tilstrækkelig med tid til denne grundige dialog til den trafikbestilling vi i dag skulle afgive for trafikken i 2013, forklarer Peter Jacobsen.
Der vil nu blive taget initiativ til drøftelser med de kommuner, der bliver berørt af eventuelle fremtidige omlægninger, så der i forbindelse med Regionsrådets budgetbehandling i august/september 2012 kan fremlægges konkrete forslag til ændringer, der virker fra 1. januar 2014.
– Beslutningen giver os nu muligheden for at finde de bedste løsninger i vores trafikale system. Samtidig har Regionsrådet understreget, at vi som udvalg skal finde reduktioner i budgettet, der har virkning fra 1. januar 2014. Det betyder, at det mer-forbrug vi får i 2013 kan betales i de følgende år, siger Peter Jakobsen.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.