Hele landet: Trods ny hjemmeside til pædofile, er der ikke flere pædofile, der søger hjælp.
På hjemmesiden brydcirklen.dk kan pædofile, og andre med seksuelle tanker om børn, finde hjælp og vejledning til at komme deres lyster til livs.
Men der er ikke mange, som surfer ind på hjemmesiden. Og telefonnummeret til den anonyme hjælpelinje gløder heller ikke. Der er altså ikke flere, der henvender sig til Sexologisk Klinik, efter den nye hjemmeside gik i luften for to måneder siden.
– Vi kunne mærke det lige i starten. Men nu er det nogenlunde nede på niveauet som før, siger overlæge Ellids Kristensen fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet til Nyhedsbureauet Newspaq.
For to måneder siden, den 25. november, blev hjemmesiden ellers slået stort op. Aldrig før havde pædofile og deres pårørende kunnet finde så direkte hjælp som på brydcirklen.dk. Og med telefonnummeret til hjælpelinien angivet på siden var vejen lagt for den første offentlige vejledning til pædofile.
I den første uge var 1.002 inde og kigge på siden. Men efter ni uger var de nysgerrige forsvundet igen. I sidste uge var 44 forbi.
– Et af problemerne er, at vi ikke har fået penge til at promovere den, mener Ellids Kristensen.
Og hun mener, der er god brug for håndsrækningen til de pædofile.
– Det vi hører, fra dem der opsøger os og gerne vil have behandling, er, at de har haft meget svært ved at finde et sted, hvor de kan få behandling. De har ikke vidst, hvor de skulle henvende sig, siger Ellids Kristensen.
Af egen vej, via lægen eller efter retssager, finder godt 50 mænd hvert år vej til Sexologisk Klinik for at få hjælp og rådgivning om deres tanker om børn. Godt 20 mænd fortsætter derefter i et behandlingsforløb. Og lige nu ser det ikke ud til, at det vil eksplodere med arbejde til behandlerne, efter hjemmesiden gik i luften.
Bag brydcirklen.dk står også Red Barnet. Her er psykolog Kuno Sørensen sikker på, at flere ville bruge siden, hvis de kendte til den. Selvom han ikke tør gætte på, hvor mange pædofile der er derude.
– Det, vi havde ønsket os, var, at den her hjemmeside blev fulgt op af en landsdækkende oplysningskampagne. At her kunne man finde informationerne, siger Kuno Sørensen fra Red Barnet til Newspaq.
Da Red Barnet i sin tid søgte økonomisk støtte fra Sundhedsstyrelsen, skrev de tilbage, at hjemmesiden er “et relevant og nyskabende projekt”. Men at det ifølge Sundhedsstyrelsen ikke er “et prioriteret område” at støtte en sådan oplysningskampagne.
“Men vi ønsker jer al mulig held med at søge finansiering,” står der også i afslaget.
Derfor håber Red Barnet nu, at Justitsministeriet sætter penge af til en oplysningskampagne, når en ny handlingsplan for bekæmpelse af seksuelle overgreb mod børn forventes på plads til sommer.
One thought on “Pædofil-hjemmeside flopper”