I går eftermiddag fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om, at to biler holdt på en p-plads ved Vester Egesborg og tilsyneladende var ved at læsse nogle effekter over i en bil, der ikke havde nummerplader på.
En politipatrulje mødte kort efter bilen på Næstvedvej ved Vordingborg og betjentene besluttede sig for at standse den. Bilens fører havde dog ikke lyst til at standse, og selv om patruljevognen havde tændt både udrykningslygter og –horn, fortsatte han sin kørsel.
Han mistede imidlertid herredømmet over bilen, som havnede i en have ved Skaverupvej.
Føreren forsvandt, men blev hurtigt snuset op af en effektiv politihund ude i en kornmark. Der var tale om en 24-årig mand fra Vordingborg, som blev anholdt og sigtet for ikke at rette sig efter politiets anvisninger og for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring.
Da betjentene undersøgte bilen, fandt de dog ikke nogen mistænkelige genstande, og den 24-årige blev løsladt igen efter en afhøring på politistationen i Vordingborg.
Den anden bil, som var blev anmeldt i første omgang, blev senere på eftermiddagen kontrolleret i Jernbanegade i Vordingborg, uden at der blev fundet noget mistænkeligt.