En 21-årig mand, bosat i Lejre Kommune, blev fredag aften anholdt og sigtet for vold mod sin to år yngre ekskæreste.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var det tidligere kærestepar kommet op at toppes på banegården i Vordingborg. Uenighederne tog dog til, og den 19-årige kvinde, som er fra Sønderjylland, fik flere skub i brystet, en lussing på venstre kind og et knæ i maven. Den 21-årige mand tog herefter fat i kvinden og smed hende ned på gulvet.
Vidner på stedet kontaktede politiet, der kort efter ankom til stedet og anholdt den 21-årige.