Kort efter klokken 16 i går modtog politiet en anmeldelse fra Fakta på Hovedgade i Stenlille, hvor medarbejderne tilbageholdt to butikstyve.
Der var tale om en en 37-årig kvinde fra Frederiksværk og en 25-årig udenlandsk mand, som havde nappet chokolade, slik og elektriske tandbørster for lige knapt 2.500 kroner.
De blev begge sigtet for butikstyveri, men ingen af dem var i første omgang villige til at oplyse deres identitet til betjentene. Det lykkedes dog at få skaffet klarhed, men den 25-årige mand havde ikke nogen gyldig opholdstilladelse, og derfor blev han også sigtet for overtrædelse af udlændingeloven.
Uden for forretningen tjekkede politiet en bil, som ventede med en 40-årig mand fra Frederiksværk ved rattet. Der viste sig at være flere dagligvareartikler i bilen, som chaufføren ikke kunne redegøre for. Derfor blev den 40-årige mand også sigtet for tyveri.