Fredag aften ved 21-tiden blev der begået røveri mod en dagligvarebutik på Valbygårdsvej i Slagelse.
En mand kom ind i forretningen lige ved lukketid og truede med en lommekniv mod ekspedienten.
Røveren fik udleveret et mindre kontantbeløb og stak derefter af fra stedet.
Røveren beskrives som følger: Mand på 16-20 år, 170-175 centimeter, spinkel kropsbygning, dansk af udseende og hvid hud samt lyst hår. Han havde tydelige fregner på næse og kinder, og han var iført en brunlig hættetrøje med lynlås, mørke jeans, grå sko og grå handsker.
Hvis nogen har oplysninger om røveriet, bedes de henvende sig til politiet på 114.