En 57-årig kvinde var tirsdag omkring kl. 17.30 udsat for tricktyveri på Ro’s Torv i Roskilde.
Kvinden blev kontaktet af en mand imens hun var ved at pakke varer ind i sin bil. Manden ville hjælpe hende med at læsse bilen, men hun afslog. Så viste manden en seddel, hvor der stod, at han skulle åbne en bankkonto. Hun fortalte ham, at bankerne var lukket på dette tidspunkt og så forlod han stedet.
Kvinden opdagede kort efter, at hendes pung var stjålet.
Ved henvendelse til sin bank kunne banken oplyse, at der var forsøgt hævninger på hendes kort nær Ro’s Torv.
Manden beskrives som: østeuropæer, 25-28 år, 180-185 cm høj, spinkel af bygning, sort kort hår, overskæg, usoigneret, talte engelsk.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi tyder det på, at gerningsmanden har forsøgt at aflure pinkoden uden held, når hævningerne er mislykkedes.