Midt-og Vestsjællands politi oplyser, at man i går kl. 11.05 fik en henvendelse fra Center for Voldtægtsofre, hvor en en 20-årig kvinde fra Aarhus havde henvendt sig på grund af mistanke om, at nogen havde krænket hende seksuelt.
Den unge kvinde var omkring midnat i område G på Roskilde Festival blevet dårlig og havde fået tilbudt hjælp fra en fremmed mand. De var sammen gået hen til hans telt, hvor manden begyndte at være nærgående. Hun afviste ham, men faldt i søvn og vågnede næste morgen med trusserne trukket ned. Et par mænd yderligere var nu også til stede i den fremmede mands telt, da hun forlod stedet for at tage til Center for Voldtægtsofre.
Politiet oplyser, at man nu skal afhøre den unge kvinde for at få klarlagt omstændighederne og om muligt få identificeret mændene i sagen.