23. november 2024

En 31-årig mand er i dag blevet dømt for drabet på en 57-årig kvindelig sosu-assistent på Lindegården i Roskilde den 25. marts sidste år.

Det var en enig domsmandsret, der dømte den 31-årige for at have dræbt den kvindelige sosu-assistent med et knivstik i ryggen. Knivstikket medførte, at hun kort efter afgik ved døden som følge af indre blødninger.

Den 31-årige blev også dømt for to voldsforhold begået henholdsvis den 6. januar 2016 mod en butiksansat i et supermarked og den 18. februar 2016 mod en beboer på Lindegården.

Manden blev som påstået af anklagemyndigheden dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling uden nogen længstetid for foranstaltningen.

Han erkendte sig alene skyldig i grov vold ved at have stukket kvinden med kniven, og han har anket dommen til landsretten med påstand om frifindelse samt formildelse af den idømte foranstaltning.

Manden, der har siddet varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling under sagen, er fortsat varetægtsfængslet efter dom.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.