23. november 2024

Midt- og Vestsjællands Politi modtog kort før klokken 9 i morges en anmeldelse om en ældre kvinde på 83 år, der i går eller i nat havde forladt sin private bopæl ved Eksercerpladsen i Ringsted. Kvinden, der var dårligt gående, var sidst blevet tilset af hjemmeplejen kl. 20.00 torsdag aften.

Efter anmeldelsen sendte politiet flere patruljer til stedet, – herunder hundepatruljer og en lederpatrulje. Politiet udsendte også en efterlysning på Twitter, ligesom Ringsted Taxa blev anmodet om at kigge efter pågældende.

Klokken 09.58 kontaktede en borger politiet og fortalte, at en livløs kvinde var blevet fundet i et vandløb ved Felten, der ligger ca. 200 m fra den eftersøgtes bopæl.

En politipatrulje kunne kort efter bekræfte, at den fundne kvinde var identisk med den eftersøgte kvinde.

Kvinden blev indbragt til Køge Sygehus, akutmodtagelsen, hvor hun blev erklæret død af den modtagne læge. Det er ikke politiets indtryk, at der er tale om en forbrydelse, men som følge af sagens omstændigheder vil der blive afholdt et retslægeligt ligsyn i den kommende uge med henblik på at fastslå dødsårsag og dødsmåde.

Kvindens pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.